René og Kasper goes Down Under! travel blog

Fantastisk udsigt over Auckland

Krater!

René gemmer sig i en lavagrotte.

Kasper synes godt om lavegrotter!

Udsigtil til Auckland var stadig ret god!


Det er vist ved at være længe siden – så hej igen!

Siden vores sidste update, har vi både oplevet en del ting, samt flyttet os et par km yderligere væk fra det kolde Danmark – således bliver denne tekst skrevet mens vi sidder i en lille bus på vej mod Whitianga, som mere eller mindre er det længste vi kommer væk fra Danmark. Turen herned går i særdeles høj fart gennem et imponerende bjerglandskab, på knap så jævne veje som vi kender hjemmefra, så hvis der spottes fejl fra den grundige læser, er forsvaret klar.

De sidste dage i Sydney var vældig gode, til trods for lidt svingende vejr. Om søndagen(.22) var de sportsidioter selvfølgelig en tur ude i Sydneys olympiske park. Her havde vi en fornøjelig dag, først med kørestolstennis, og frokost på den olympiske hockeybane. Efter frokost tittede solen også frem og lunede lidt, hvilket vi på ingen måde havde noget imod. Efter frokost stod den på olympisk mini-golf, en dukkert i den olympiske svømmehal, hvor vi også fik den ære at overvære de nationale australske mesterskaber i livredning. Efter at være blevet kølet lidt ned igen, gik turen ned til det olympiske stadion, som desværre var lukket for gæster ud på eftermiddagen. Til gengæld gik vi så en tur mellem en ordentlig omgang store jernpæle, hvor alle deltageres navne var indgraveret. Der var også lige en markering af hvor langt man skulle kunne springe på 3 spring, hvis man ville vinde guld det år. Vi prøvede at gøre Jonathan Edwards det lykkedes dog ikke helt at nå ud på de 17,73m– som virker rimelig langt når man sætter af! Det var så den horisontale rekord, den vertikale rekord forsøgte vi os ikke på, men det så ud til at være pænt højt.

På vores sidste hele dag i Sydney, valgte vi så at forlade byen, for at tage ud i de Blå Bjerge (Blue Mountains). Det står bagefter tilbage som den dag vi har gået mest, endnu – hvorfor røbes efterhånden gennem teksten. Efter 1½times togtur var der således lige et par km der skulle tilbagelægges inden vi kom ud til startpunktet på den betagende tur ned af bjerget og ud i skoven. Blue Mountains er et stort område med masser af natur, og dele af den er blevet gjort til nationalpark af den australske regering – og vi blev hurtigt enige om at det må slå de danske ”wannabee’s”. Turen var fra start angivet til at skulle tage mellem 3 og 4 timer, og af kategorien svær. Tiden ville vel have passet nogenlunde på os, hvis vi havde gennemført(!), til trods for et par frokostpauser og lidt mere end et par fotopauser. Ordet svært havde vi umiddelbart svært ved sætte ruten i kontekst med ved den sidste frokostpause hvis vi skulle have beskrevet den. Vi mødte dog godt nok et par større personer, der lød til at de sagtens kunne få ordet svært og/eller hårdt brugt. Disse ord fik vi til gengæld brug for kort tid efter. Vi valgte at forlade vores sti, til fordel for en sti der skulle føre os hen til en nærtliggende by, hvor vi ellers bare kunne have taget toget til, men næh nej vi var jo alligevel på skovtur, så hvorfor ikke? Så umiddelbart regnede vi med at det måtte være kortere og hurtigere end at gå det sidste kvarters tid af turen og så tilbage til toget. Men snydt vi blev. Stien vi nu tog, førte os kun hen til en golfbane, der viste sig at ligge et par gode kilometers gang fra byen. Vi forlod dog golfområdet, optimistiske om at byen måtte ligge for enden af vejen herned, men heller ikke denne gang tilsmilede heldet os. Der var bare to veje i hver sin retning, ingen skiltning, ingen kort, og ingen mennesker. Vi måtte vælge – og valgte selvfølgelig den forkerte, hvilket vi opdagede efter et par mistroiske km. Tilbage vi gik, bare for en km senere at komme til et vejkryds, stadig udenfor byen, men igen uden skiltning til byen. Fuck. Vi gad ikke rigtig gå forkert igen, så vi ringede til Helena & Sara (Kaspers kæreste, og hendes veninde), der befandt sig på en bustur andensteds i Australien. Heldigvis havde de lige 15 minutters pause, og 3 dollars + en google maps søgning senere, kunne de guide os ind til byen. Så var vi der, og trods at det var 5-6timer siden vores tur startede, at skyerne var blevet til let regn, og at vi havde 12-13km i benene, valgte vi at tage ud til den næste by, i håb om at se de tre søstre. Det blev dog ved håbet, for på denne dag var de åbenbart klædt i samme farve som skyer, og de forsvandt derfor desværre væk i skymængden. Nå ja, så havde vi da bare fået 4km ekstra motion! (Da der ikke lige er nogen af os, der på skrivende tidspunkt kan huske bynavnet, må i nøjes med by)

- På den 1½ times togtur tilbage til Sydney, blev vi dog alligevel enige om at, trods vi var faret vild, og søstrene var væk, at ja så havde vi sgu haft en god dag og var egentlig meget glade for at vi ikke havde brugt 80dollars på turen, ligesom en af vores værelseskammerater.

Onsdag blev kursen sat til Auckland, New Zealand. Væk fra regnen i Sydney, og 3 timer senere kunne vi bade i sol igen. Vi fandt en fin campingplads, og for første gang på turen blev vores fine telt taget i brug.

Ny dag! Til trods for at være fløjet 2 timer frem i tiden, var vi begge oppe før 7 denne morgen men, temmelig overraskende, alligevel friske og veludhvilet. Og det var jo ganske heldigt, eftersom dagen var den eneste vi havde til at se Auckland. Så efter at have spist morgenmad med en dansk familie, som yderst venligt, donerede os alle deres restprodukter (de rejste hjem samme dag), tog vi ind til Auckland. Et hurtig skimmetur i by-guiden, og vi besluttede os for at tage en ”must do”, tur ud til en lille vulkansk ø, 20 minutters sejllads væk. Det var en super tur! Vi havde super dejligt vejr, med skiftevis dejlig varm sol, og indimellem lidt et par små skyer. En times tid tog det at vandre op af bjergsiden, der var fyldt med lavasten fra tidligere udbrud, og fra toppen fik vi en fantastisk udsigt udover Auckland og det havområde der ligger op til. På turen ned slog vi vejen forbi et par lava grotter, og det var ret imponerende og specielt at kravle igennem dem. Tilbage i Auckland blev klokken hurtig aftensmads tid, og efter lidt indkøb gik turen hjem igen.

Og nu sidder vi så her, midt på en ujævn New Zealandsk vej, midt i fantastisk natur, og med en sol der så småt titter frem fra sit skjul igen, en lille halvtime fra Whitianga.

Life’s not that bad!

Det blev en lang opsummering, men i må igen undvære billeder – vores USB stick net vil vi ikke tømme for hurtigt, og vi er for nærrige til at gå på netcafé. Men vi lover at der nok skal komme nogen på et tidspunkt, som fx. Kunne være næste regnvejrsdag eller deromkring.

Varme Kiwi hilsner herfra, vi håber i klarer vinteren derhjemme!



Advertisement
OperationEyesight.com
Entry Rating:     Why ratings?
Please Rate:  
Thank you for voting!
Share |