René og Kasper goes Down Under! travel blog

The Rock fra luften

Solopgang

Solopgang

Saa kom solen op

The Olgas fra luften

Stenen fra en lidt anden vikel

Fra lidt afstand

Stenen fra en lidt anden vikel

Stenen fra en lidt anden vikel

The Olgas

 

Der skulle stenen saa vaere

Stenen i regnvejr

Stenen i regnvejr

Stenen i regnvejr

Stenen i regnvejr

Stenen i regnvejr

Mt Connor


Så var storbyerne lagt bag os, og nu var det tid til Australiens must do numero 1. Det var blevet tid til at tage ind til midten af det enorme land, og opleve verdens mest fotograferede sten. Vi alle har set den på billeder, og har tænkt at det var et storslået syn, så vores forventninger var høje.

Da vi landede i Alice Springs blev vi endnu engang vel mødt af en massiv varme, og forsikring om at dette gode vejr nok skulle fortsætte de næste dage. Vi fik samlet vores nye bil op, magen til den vi kørte i på vestkysten, bare en del nyere. Derefter stod det på lidt indkøb, hvor vi efter en rundtur i Alice Springs kunne noterer os at der var et noget stort antal af aboriginals, det folk som har levet længst tid i Australien. Derefter gik turen de ca. 440 km mod Yulara som er den ”by”, der er tættest på Ayers Rock. På vejen derud, lidt inden solen gik ned, kunne man i horisonten se en stor firkantet sten rage op, Ayers Rock tænkte vi (som en vær anden dum turist), men nej, Mt Connor, et bjerg som utallige turister forveksler med Ayers Rock. Da vi kom frem og klokken havde slået 20, var det tid til en hurtig omgang mad, og på hovedet i seng, for at står helveds til tidligt op dagen efter så vi kunne fange Ayers Rock i morgen solen. Det gjorde vi så, og hvilket ubeskriveligt syn. Meget muligt vores billeder er gode (synes vi i hvert fald selv), men det kan på ingen måde sammenlignes med den fornemmelse man får når man kører ud mod den, og den så står der som skudt ud af det blå efter et sving, og det kribler helt i ens mave, fordi det er et så fantastisk syn. Intet under at det er verdens mest fotograferede sten. Efter at have stået med et par hundrede andre mennesker, og skudt løs som en gal da solen for alvor ramte stenen, besluttede vi os for at gå Ayers Rock base walk – en 10,5km lang gåtur rundt om giganten. Her kunne man tydeligt se at det ikke blot er en sten, men hvor det for lang tid siden har været en vigtig brik for aboriginerne i deres liv. Der var steder hvor folk havde sovet, steder hvor folk havde lavet huslige ting som f.eks. mad og vandløb hvorved de havde jaget. En smule trætte efter vores 3,5 timers lange travetur, besluttede vi os for at slappe lidt af resten af dagen, for at tage derud hen mod solnedgang.. der blev desværre overskyet senere på dagen så dette ikke var muligt.

Dagen efter vågnede vi ved at det regnede, og at se Ayers Rock i regnvejr skulle være et sjældent og særligt syn, eftersom det sjældent regner derinde. Da vi kom ud til Ayers Rock, var det et helt anderledes, men bestemt ikke dårligere syn der mødte os! Vandfald væltede udover siderne, og skyerne lå lige i toppen af stenen. Havde vi følte os små betagede turister dagen forinden, var vi nu endnu mere betagede, og føltes os også en smule heldige. Oplevelsen af at se Ayers Rock i regnvejr, er svær at beskrive bedre, og billederne er heller ikke oplevelsen værdig. Efter at have kørt rundt om den, skudt lidt billeder og ikke mindst nydt endnu et storslået syn, var det tid til at komme videre og ud til The Olgas – Ayers Rock knap så kendte venner. Det er nogen og 30 kæmpe store sten, hvoraf den største er højere end Ayers Rock. Desværre var disse temmelig indhyllet i de lavtliggende skyer. Det forhindrede os dog ikke i at tage en kort vandretur, ind en dal mellem nogle ekstremt høje klippevægge, og hvilken udsigt vi fik herfra. Desværre kom der ikke nogle billeder ud af det, idet kameraret var blevet lidt fugtigt og dugget af regnvejret tidligere på dagen. En god omgang varme i bilen på vej tilbage, reddede dog heldigvis patienten.



Advertisement
OperationEyesight.com
Entry Rating:     Why ratings?
Please Rate:  
Thank you for voting!
Share |